Om Rigsdagsmænds Immunitet

Free texts and images.
Jump to: navigation, search
Om Rigsdagsmænds Immunitet
written by Knud Berlin
Trykt i tidsskriftet Juristen årgang 1936.
OM RIGSDAGSMÆNDS IMMUNITET
Af Professor, Dr. jur. KNUD BERLIN

Spørgsmaalet om Rigsdagsmænds Immunitet har i Praxis sjældent givet Anledning til større juridisk Tvivl. Dette har imidlertid været Tilfældet i en i Øjeblikket foreliggende Sag: den mod Folketingsmand Valdemar Thomsen rejste offentlige Undersøgelse i Anledning af de af ham i Folketinget og senere delvis udenfor dette mod et af Landbrugsministeren nedsat Kødexportudvalg rettede Beskyldninger. Efter at de langvarige Efterforsknings- og Forundersøgelsesforhør i denne Sag omsider var afsluttede, havde Anklagemyndigheden nemlig ikke blot som sædvanligt at afgøre, om offentlig Tiltale skulde rejses mod den Sigtede paa Grundlag af det under Forunders søgelsen fremkomne. Men den havde tillige, inden den kunde skride til Aktion, et vigtigt præliminært Spørgsmaal at undersøge, nemlig, om det i forrige Rigsdagssamling af Folketinget meddelte Samtykke til Rejsning af Tiltale mod den paagældende Folketingsmand endnu stod ved Magt, eller om et nyt Samtykke maatte indhentes hos den i Mellemtiden paany sammentraadte Rigsdags tilmed senere endog helt nyvalgte Folketing. Og dette Spørgsmaal var ikke blot et helt nyt, ikke tidligere i dansk Praxis forekommet, Spørgsmaal, men det var tillige af den Art, at hele Aktionen stod og faldt med dets Besvarelse, idet en Ikke-Indhentelse af vedkommende Rigsdagstings Samtykke i Overensstemmelse med Grundlovens Bud jo ex officio vilde medføre hele Sagens Afvisning.

Bestemmelserne om Rigsdagsmænds Immunitet findes i Grl.s § 56, der indeholder to Bestemmelser herom. Dels den i første Punktum, hvorefter, saalænge Rigsdagen er samlet, ingen Rigsdagsmand kan tiltales eller underkastes Fængsling af nogen Art uden Samtykke af det Ting, hvortil han hører, medmindre han er grebet paa fersk Gerning. Og dels den i andet Punktum, der udtaler, at for sine Ytringer paa Rigsdagen kan intet af dens Medlemmer uden Tingets Samtykke drages til Ansvar udenfor samme.

Begge disse Bestemmelser stammer — gennem flere Mellemled ― fra England, hvor de fødtes under Underhusets lange og til Tider blodige Kamp mod den Oprindelig overmægtige Kongemagt. Det hændte dengang ikke sjældent, at Kongen lod oppositionelle Parlamentsmedlemmer vilkaarligt kaste i Tower og lod dem dømme af sine af ham den Gang helt afhængige Dommere. For at sikre sig derimod tvang Parlamentet da, efterhaanden som dets Magt voksede, igennem, at Kongen maatte indrømme ethvert samlet Parlament særlige Privilegier til Beskyttelse for Medlemmernes Talefrihed paa Tinge samt for deres personlige Sikkerhed og Frihed overfor Regeringen, saa længe Parlamentets Samling varede[1]).

Efter Englands Eksempel indførtes lignende Bestemmelser i næsten alle Landes skrevne Forfatninger; deriblandt altsaa ogsaa i vor Grundlov. Desværre har det i nyere Tid vist sig ― thi alt i Historien synes jo at vende tilbage ― at hvor et overvældende Flertal i Parlamentet blindt lystrer Regeringens Vilje, giver disse ærværdige gamle Parlamentsprivilegier ofte kun ringe eller ingen Beskyttelse for Mindretallene indenfor Parlamentet, ligesom de naturligvis er helt uden Betydning, hvor fuldstændigt Diktatur hersker. Men i de Lande, hvor man saa længe som muligt ønsker at hindre, at den »frie Forfatning«   eller det »fri Folkestyre« glider over til et maskeret Flertalsdiktatur, er det stadig af stor Vigtighed, særlig for Mindretallene i Parlamentet, at de Bestemmelser, som Grundloven giver til Beskyttelse af Talefriheden paa Tinge og af Rigsdagsmændenes personlige Sikkerhed, ikke ved slap Fortolkning og Praxis forvandles til døde Bogstaver.

Undersøger man nu nærmere de to Bestemmelser i vor Grundlovs § 56, saa vil det ses[2]), at der paa et væsentligt Punkt er en afgørende Forskel imellem dem. Med Hensyn til Talefriheden paa Tinge er Beskyttelsen i § 56, 2. Pkt., videst rækkende, idet en Rigsdagsmand for sine Ytringer paa Rigsdagen aldrig kan drages til Ansvar udenfor samme uden med sit Tings Samtykke, og har Tinget nægtet sit Samtykke dertil, saa gælder Beskyttelsen ogsaa efter, at Samlingen er sluttet, ja selv efter, at den Paagældende er ophørt at være Rigsdagsmand. Med Hensyn derimod til Bestemmelsen i § 56, 1. Pkt., gælder Rigsdagsmandens Beskyttelse mod Tiltale og Fængsling slet ikke udenfor Rigsdagssamlingen, og selvom vedkommende Ting under en Rigsdagssamling har nægtet at give sit Samstykke til Tiltale eller Fængsling, bortfalder enhver Beskyttelse, saa snart Samlingen er til Ende: saa kan den Paagældende altsaa igen frit tiltales og fængsles.

Sammenligner man disse danske Bestemmelser med de tilsvarende i fremmede Forfatninger, vil man blive opmærksom paa, at medens Pkt. 2 i § 56 gaar mindre vidt i Beskyttelse end de allerfleste andre Forfatninger, gaar til Gengæld 1ste Pkt. i vor Grl.s § 56 i saa Henseende videre end næsten alle andre nu bestaaende Forfatninger.

Med Hensyn til Beskyttelsen for Talefriheden paa Tinge, da er Reglen i de allerfleste Forfatninger den, at Ansvar for Yttringer paa Tinge overhovedet slet ikke kan gøres gældende mod en Rigsdagsmand udenfor Tinget, selv ikke med hans Tings Samtykke. Dette gælder saaledes i England[3]), Frankrig[4]), Belgien[5]), U.S.A.[6]), Holland[7]), Norges[8]), Czekoslovakiet[9]) og Spanien[10]), og det samme gjaldt ligeledes efter den tyske Rigsforfatning af 1919, Art. 36. Og selv i Sverige[11]) og Finland[12]), hvor ligesom i Danmark en Rigsdagsmand med Tingets Samstykke kan drages til Ansvar for sine Ytringer paa Rigsdagen, gælder der den særlige Bestemmelse til Beskyttelse for Mindretallene, at der til et saadant Samtykke udkræves et kvalificeret Flertal paa ⅚ af de afgivne Stemmer. Alene paa Island[13]), hvis Forfatning paa dette Punkt som paa de fleste andre er formet over den danske, gælder det ligesom i Danmark, at et simpelt Flertal i Tinget er tilstrækkeligt til Udlevering til Ansvar. Og alene efter den nyeste polske Forfatning af 1935 kan Rigsdagsmanden endog i visse Tilfælde drages til Ansvar for sine Ytringer paa Tinge uden Samtykke af selve Tinget[14]).

Med Hensyn derimod til Bestemmelsen i vor Grl.s § 56, l. Pkt., angaaende Tiltale mod og Fængsling af en Rigsdagsmand, da gaar den i den ændrede Skikkelse, den fik ved Grundlovsrevisionen i 1915, videre i sin Beskyttelse end de allerfleste andre Statsforfatninger.

For det første gælder Beskyttelsen efter vor Grundlov mod enhver offentlig Tiltale eller Fængsling uanset Grovheden af den Forseelse eller Forbrydelse, som Rigsdagsmanden sigtes for, idet han i alle Tilfælde saa længe Rigsdagen er samlet ikke kan tiltales eller fængsles uden med sit Tings Samtykke, medmindre han er grebet paa fersk Gerning. Dette gælder vel ogsaa stadig efter de allerfleste fremmede Forfatninger, men der er dog en Række Lande, hvor ingen Beskyttelse er hjemlet i Tilfælde af Tiltale for grovere Forbrydelser eller, hvor Fængsling sker i Henhold til Beslutning af en Dommer[15]). Men næst og navnlig er Beskyttelsen i Danmark særlig vidtgaaende derved, at den ikke som i de fleste Lande alene gælder overfor Tiltale og Varetægtsfængsel, men gælder overfor Fængsling af enhver Art, derunder navnlig ogsaa overfor Straf- eller Strafafsoningsfængsel i Henhold til en endelig Dom.

Ganske vist findes der et Par Forfatninger, der paa en Maade endnu kraftigere beskytter Rigsdagsmænd mod Tiltale og Fængsling, forsaavidt som nemlig saadan Tiltale og Fængsling, naar de ikke er grebne paa fersk Gerning, heller ikke kan ske uden særlig indhentet Samtykke selv, naar Parlamentet ikke er samlet. Dette gælder efter den czekoslovakiske Forfatning af 1920, §§ 24 og 25, og den nyeste spanske Forfatning af 1931, Art. 56, jfr. Art. 62, 3. Og Forklaringen af, at en saa ekstraordinær udvidet Beskyttelse kan være hjemlet her, ligger deri, at der i begge Lande findes et særligt permanent Parlamentsudvalg, hvis Samtykke i dette Tilfælde kan og skal æskes selv imellem Parlamentets Samlinger[16]).

Men bortset fra disse Forfatninger, der indtager en ganske særlig Plads, idet Parlamentet her paa en Maade er gjort delvis permanent, samt fra den nyeste polske Forfatning af 1935, efter hvis Art. 42 enhver Forfølgning mod en Deputeret, hvis Rigsdagen forlanger det, kan indstilles lige indtil Udløbet af hans Mandat, er der kun to Forfatninger, den nu i det væsentligt ophævede tyske Rigsforfatning af 1919 og den belgiske efter Revisionen i 1921, der gaar saa vidt i sine Beskyttelse som vor Grundlov og indeholder en til den nugældende danske Regel svarende Bestemmelse. Thi naar den tyske Rigsforfat- ning af 1919, Art. 37, udtalte, at intet Medlem af Rigsdagen eller af en Landdag uden vedkommende Hus' Samtykke kunde »wegen einer mit Strafe bedrohten Handlung zur Unter- suchung gezogen oder verhaftet werden«, medmindre han var grebet paa fersk Gerning eller senest i Løbet af den følgende Dag, og naar den derefter føjede til: »Det samme Samtykke udkræves til enhver anden Indskrænkning af den personlige Frihed, der gør Skaar i Udøvelsen af Rigsdagshvervet«, saa er det klart og blev ogsaa i Teorien anerkendt, at herunder maatte ogsaa falde Straffængsel[17]). En ganske lignende Regel hjemler nu ogsaa den belgiske Forfatning efter Revisionen i 1921 i Art. 45[18]), og den maa følgelig forstaas paa samme Maade.

Men paa ganske samme Maade maa nu ogsaa 1. Pkt. i vor Grundlovs § 56 klarligt forstaas efter den nye Affattelse, som denne Bestemmelse fik i Grundloven af 5. Juni 1915. I Grl. 5. Juni 1849, § 61, og Grl. 28. Juli 1866, § 57, lød Bestemmelsen oprindelig saaledes: »Saalænge Rigsdagen er samlet, kan ingen Rigsdagsmand uden Samtykke af det Ting, hvortil han hører, hæftes for Gæld, ej heller fængsles eller tiltales, medmindre han er grebet paa fersk Gerning.« Efter denne Affattelse kunde det ikke være tvivlsomt, at Bestemmelsen kun vilde sikre Rigs- dagsmanden mod muligvis vilkaarlig Tiltale og Varetægtsfæng- sel, men ikke mod Straffængsel efter endelig Dom, i hvilket Tilfælde hans Skyld jo juridisk set maatte anses for ligesaa givet som, hvis han var grebet paa fersk Gerning. Dette Resultat, der fastholdtes baade af Regeringen og af den statsretlige Teori[19]), mødtes imidlertid i den provisoriske Kamptid med hæftig Protest fra Folketingets Side, en Protest, der kulmini- rede, da i 1886 selve Folketingets Formand, Christen Berg, efter at han ved Højesteretsdommen i Holstebrosagen var idømt 6 Maaneders Fængsel[20]), midt under Rigsdagssamlingen blev af: hentet af Politiet for at afsone sin Fængselsstraf. Og det var da netop for at gennemføre Folketingets Opfattelse, at § 56, l. Pkt., fik sin nuværende ændrede Affattelse, hvorefter en Rigsdagsmand nu, medmindre han er grebet paa fersk Ger- ning, saalænge Rigsdagen er samlet, ikke kan »underkastes Fængsling af nogen Art« uden Samtykke af det Ting, hvortil han hører[21]).

Der er da nu baade efter Ordene og efter Ændringens Tilblivelseshistorie ingen Tvivl om, at »Fængsling af nogen Art« ogsaa maa omfatte Straffængsel efter endelig Dom, uagtet Undtagelsen med Hensyn til den, der er grebet paa fersk Gerning, egentlig derved kommer til at staa ret meningsløst, idet det, naar den paagældendes Brøde er konstateret ved endelig Dom, maa være ganske ligegyldigt, om han Oprindelig er blevet grebet paa fersk Gerning eller ej. Var Hensigten med § 56, l. Pkt., nemlig kun at sikre Rigsdagsmanden mod chikanøs Forfølgning, synes en upaaankelig Dom i ligesaa høj Grad at maatte gøre Fængslingen ubetænkelig som det, at den paagældende er grebet paa fersk Gerning, hvilket sidste jo tilmed ikke helt udelukker Fejltagelser. Men er omvendt, som det nu maa antages, Hovedøjemedet at sikre Tinget vedkommende Rigsdagsmands Arbejdskraft, synes Fritagelsen at maatte gælde i lige Grad i alle Tilfælde. Heller ikke kan det nægtes, at det ikke er uden stor Betænkelighed, at Rigsdagen, der maaske, som den til Tider har gjort, sidder næsten hele Aaret inde, paa den Maade vil kunne dække en Rigsdagsmand, f. Eks. en Bladredaktør, for den ham ved Højesteretsdom for Injurier idømte Fængselsstraf[22]).

Med Hensyn til disse Bestemmelsers praktiske Anvendelse ses saavel Folketinget som Landstinget i nyere Tid at følge den Praxis aldrig at give Samtykke til eller »udlevere« efter § 56, 2. Pkt., for Ytringer paa Rigsdagen, men omvendt ligesaa regelmæssigt at »udlevere« efter § 56, 1. Pkt., naar Samtykke kræves til Tiltale mod eller Fængsling af en Rigsdagsmand[23]). Denne Praxis maa dog, hvis den vil blive fulgt som en bindende fast parlamentarisk Praxis, i begge Retninger anses for ikke stemmende med Grundlovens aabenbare Mening, hvorefter Tingets Afgørelse utvivlsomt ikke skal være en blot Formssag, men Samtykke altid kun bør gives eller nægtes efter særlig Prøvelse i hvert enkelt Tilfælde.

Thi vel er det for Ytringsfrihedens Skyld rigtigt, at Samtykke til, at en Rigsdagsmand drages til Ansvar for sine Ytringer paa Tinge, kun i rene Undtagelsestilfælde gives, men hvor den parlamentariske Ytringsfrihed paa uundskyldelig Maade groft er blevet misbrugt, bør Samtykke efter vor Grundlov kunne gives. Omvendt bør Tinget vel normalt altid udlevere efter § 56, 1. Pkt., hvor der er Tale om Forseelser eller Forbrydelser, der ikke har noget med Rigsdagsmandens politiske Virksomhed at gøre, men hvor den har det, bør Tinget ikke udlevere uden efter nøje Prøvelse af, om den bør gøre det. Og i alle Tilfælde har Tinget jo efter vor Forfatning, hvor det drejer sig om Fængsling, tillige baade Ret og Pligt til at over- veje, om det mener at kunne eller burde undvære den paagældendes Virksomhed paa Tinge under Samlingen.

Efter disse almindelige Bemærkninger skal jeg nu gaa over til at betragte det særlige Spørgsmaal, der rejste sig i den nu foreliggende Sag.

Her havde Justitsministeren og Rigsadvokaten i forrige Rigsdagssamling oprindelig begæret Folketingets Samtykke baade efter Grl.s § 56, 1. og 2. Pkt., altsaa baade til, at den paagæl- dende Folketingsmand kunde drages til Ansvar for sine Ytringer paa Rigsdagen, og til, at der kunde rejses offentlig Tiltale imod ham. Og saa stor Hast havde Justitsministeren med at faa den frittalende Oppositionsmand udleveret til Tiltale og Straf, at Samtykket til Tiltale begæredes, inden endnu nogen Undersøgelse var iværksat, der kunde kaste virkelig Lys over, hvad der var sandt eller usandt i hans Angreb, hvad der dog burde være en Betingelse for, at Tinget med god Samvittighed kunde udlevere. Ja, Tiltalen fordredes endog udstrakt til endnu ikke begaaede Forseelser, nemlig, som det hed i Rigsadvokatens Begæring: »forsaavidt Folketingsmanden maatte gentage sine Udtalelser udenfor Tinget«[24]).

Alligevel gav Folketinget d. 16. Nov. ifjor sit Samtvkke til Udleveringen med 85 Stemmer mod 4, dog kun efter § 56, 1. Pkt., ikke ogsaa efter § 56, 2. Pkt. Forsaavidt fastholdt Folketinget altsaa ― i hvert Fald formelt ― sin Praxis ikke at udlevere for Ytringer paa Rigsdagen, men paa den anden Side mente Tinget efter Indstilling fra Udvalget for Forretningsordenen paa det foreliggende Grundlag at kunne udlevere ham til Tiltale - for Ytringer udenfor Rigsdagen. Denne Drejning af Sagen naaede man til derved, at den paagældende Folketingsmand efter Opfordring havde indgivet en Klage til Landbrugsministeriet, og at han efter Opfordring fra Landbrugsministeren til at svare paa, om han vedstod sine Udtalelser paa Tinge, ganske kort havde svaret, at han naturligvis »vedstod« dem. Herved mente Forretningsudvalget og Tinget, idet man henholdt sig til en af Justitsministeren til Udvalget afgivet Erklæring, at hans Udtalelser paa Rigsdagen kunde siges at være gentagne udenfor Rigsdagen og altsaa forvandlede til Udtalelser udenfor Rigsdagen[25]). Og Folketinget mente da uden at gaa Ytringsfriheden paa Tinge for nær ved at udlevere ham efter 5 56, 2. Pkt., med frelst Samvittighed at kunne udlevere ham til offentlig Tiltale efter § 56, 1. Pkt.

Angaaende dette Punkt skal jeg kun udtale, at det synes mig en noget skruet og haartrukken Fortolkning, at en Rigsdagsmand blot ved paa Opfordring af en Minister skriftligt at erklære, at han naturligvis »vedstaar« sine Udtalelser paa Tinge ― thi hvad skal han egentlig uden at tabe sit Ansigt kunne gøre andet? ― alene dermed kan siges at have »gentaget« samtlige sine Udtalelser paa Tinge. Trods »Vedstaaelsen« synes man i hvert Fald ikke at kunne se helt bort fra, at adskillige af disse Ytringer i Virkeligheden kun findes i Rigsdagstidenden som udtalte paa Tinge, altsaa under Forhold, hvor han som Rigsdagsmand maatte nyde godt af en mere udstrakt Talefrihed end udenfor Rigsdagen. Og under alle Omstændigheder maa det jo siges at være en højst besynderlig og betænkelig Maade at beskytte den parlamentariske Ytringsfrihed paa: ved moralsk Pres at drive en Rigsdagsmand til udenfor Rigsdagen at »vedstaa« sine Ytringer paa Rigsdagen og saa udlevere ham til Tiltale, Dom og Straf. Thi skulde det blive til fast Praxis, vilde den parlamentariske Ytringsfrihed jo blive fuldstændig undergravet derved. Jeg kan derfor forsaavidt ikke se rettere end, at hele Aktionen mod den paagældende Folketingsmand hviler paa ret usikkert juridisk Grundlag, saalænge Folketinget ikke klart og utvetydigt har meddelt Samtykke efter Grl.s § 56, 2. Pkt., til, at han drages til Ansvar for sine Ytringer paa Rigsdagen.

Nu gav Folketinget imidlertid kun sit Samtykke efter § 56, 1. Pkt., til, at der rejstes Tiltale mod Folketingsmanden for hans Ytringer udenfor Rigsdagen. Og her er det altsaa, at det Spørgsmaal rejser sig: Hvordan forholder det sig med dette Samtykke? Gælder det endnu? Thi siden Folketinget d. 16. November ifjor meddelte sit Samtykke, er der gaaet baade Vinter og Vaar ― og Sommer og Efteraar med. Og inden endnu den offentlige Anklagemyndigheds Overvejelser om, hvorvidt offentlig Tiltale skulde rejses eller ej, var afsluttede, var en ny Rigsdag traadt sammen med et senere endog helt fornyet Folketing. Kan da under disse Omstændigheder det i en tids ligere Rigsdag meddelte Samtykke endnu staa ved Magt, eller maa et nyt Samtykke indhentes hos den ny Rigsdags endog helt nyvalgte Folketing?

Dette Spørgsmaal har ikke tidligere været oppe i Praxis og har derfor ikke tidligere været behandlet i vor statsretlige Teori hverken af mig eller af nogen tidligere Statsretslærer.

Ved en første, løsere Betragtning kan Spørgsmaalets Besvarelse

maaske synes ikke at volde Tvivl eller Vanskelighed. Thi Grundloven kræver jo kun for, at en Rigsdagsmand kan tiltales, at vedkommende Ting har givet sit Samtykke dertil. Og her har jo »Folketinget« én Gang givet sit Samtykke, og saa maa altsaa formentlig Betingelsen være opfyldt, selvom dette »Folketing« er et andet Folketing end det, der nu sidder. Thi det gælder jo i Almindelighed, naar Rigsdagen har givet et Samtykke, der ikke som Samtykket til et Lovforslag inden en vis Frist, jfr. Grl.s § 24, skal være stadfæstet af Kongen, at saa bortfalder dette Samtykke — f. Eks. Samtykket til en Traktats Afslutning i Henhold til Grl.s § 18 — jo ikke, fordi Rigsdagen sluttes og en ny Rigsdag sammentræder. Og paa samme Maade bortfalder jo heller ikke en af Folketinget i Henhold til Grl.s § 14 besluttet Rigsretstiltale mod en Minister, fordi Rigsdagen sluttes og en ny Rigsdag sammentræder[26]).

Men saa lige til er Sagen dog ikke. Thi det maa erindres, at der som fremhævet, paa et afgørende Punkt er en Væsensforskel mellem de to Bestemmelser i Grl.s § 56. I andet Punktum, hvor der er Tale om Ytringer paa Rigsdagen, er der ingen Begrænsning i Retskraften af Tingets Beslutning. Har Tinget her nægtet sit Samtykke, er Rigsdagsmanden beskyttet mod alt Ansvar for sine Udtalelser paa Tinge, ikke blot saa længe Rigsdagen er samlet, men for bestandig, altsaa ikke blot efter at Rigsdagen er sluttet, men ogsaa selv efter at han er ophørt at være Rigsdagsmand. Og paa samme Maade maa omvendt, hvis Samtykke gives, dette ogsaa gælde efter Rigsdagens Slutning. Men efter § 56, 1. Pkt., gælder Beskyttelsen, hvis Tinget nægter Samtykke til Tiltale eller Fængsling, efter selve Bestemmelsens Ord kun »saa længe Rigsdagen er samlet«. Saasnart Rigsdagssamlingen er sluttet, har Tingets Beslutning ingen Retskraft mere: saa kan han frit tiltales eller fængsles. Tingets Beslutning har altsaa her kun Retskraft for den enkelte Samling, men ikke et Øjeblik udover denne. Men gælder dette uimodsigeligt, naar Tingets Beslutning efter § 56, 1. Pkt., gaar i negativ Retning, maa det samme ogsaa gælde, naar den falder positivt ud til Samtykke til Tiltale eller Fængsling. Thi da det netop er Bestemmelsens Hensigt at sikre Rigsdagsmandens Sikkerhed og Frihed for den enkelte Samlings Varighed, men ogsaa kun for denne, kan det kun være hver enkelt samlet Rigsdags Ting, der suverænt har Afgørelsen her, og dette kan derfor ikke her være bundet af nogen tidligere Rigsdags Afgørelse, der kun havde Beføjelse til at afgøre Spørgsmaalet for sin egen Samlings Varighed, men ikke et Øjeblik ud derover.

At dette ogsaa maa være vor Grundlovs Mening, vil tydeligst ses, naar der er Tale om Samtykke til en Rigsdagsmands Fængsling. Thi ved Grundloven af 1915 skete der jo som anført den Ændring, at vedkommende Tings Samtykke nu ogsaa skal indhentes til, at et af dets Medlemmer underkastes Straffængsel i Henhold til endelig afsagt Dom. Derved har Grundloven altsaa villet tillægge ethvert Ting Myndighed til suverænt at afgøre, om det selv trods en over et Medlem afsagt Dom til Fængsel vil bevare hans Tilstedeværelse paa Tinge under Samlingen. Men denne Afgørelse maa det naturligvis tilkomme hver enkelt Rigsdags Ting at træffe, og vedkommende Ting kan selvsagt ikke heri være bundet ved, at den paagældende allerede inden Rigsdagens Samling maatte være indsat i Fængsel.

Var han forinden Rigsdagssamlingens Begyndelse imellem Rigsdagens Samlinger af Politiet blevet indsat i Fængsel, maa han derfor, ligegyldigt, om der er Tale om Varetægtss eller Straffængsel, nu udenvidere være at løslade, saasnart Rigsdagen er traadt sammen, og han kan da ikke indsættes igen i Fængslet, før hans Ting har givet Samtykke dertil. Dette var vel tidligere ikke anerkendt hverken i Teori eller Praksis,[27]) bl. a. fordi flere fremmede Forfatninger udtrykkeligt bestemmer, at en ny sammentraadt Rigsdag kan fordre en tidligere iværksat Fængslings Ophør, hvoraf man mente at kunne slutte, at en tidligere iværksat Fængsling ikke udenvidere bortfaldt ved en ny Rigsdags Sammentræden.[28]) Men rent bortset fra, at denne Mening allerede efter vor Grundlovs tidligere Affattelse næppe var holdbar,[29]) er der nu efter den i 1915 ændrede Affattelse af Grl.s & 56, 1. Pkt., ikke længer og kan ikke længere være nogen Tvivl om, at en tidligere iværksat Fængsling ikke kan opretholdes efter den ny Rigsdags Sammentræden. Thi nu hedder det skarpt og klart, at saalænge Rigsdagen er samlet, kan ingen Rigsdagsmand »underkastes Fængsling af nogen Art« o. s. v., og herunder maa falde saavel Fortsættelsen af som Begyndelsen af en Fængsling[30])

Men gælder dette nu utvivlsomt, naar en Rigsdagsmand imellem Rigsdagens Samlinger er blevet indsat i Fængsel, saa maa det samme lige saa fuldt gælde, hvor en Rigsdagsmand i en tidligere Rigsdagssamling med det paagældende Tings Samtykke er blevet fængslet. Thi da det tilkommer hver enkelt Rigsdags Ting suverænt at afgøre, om det trods en falden Dom til Fængsel vil bevare et Medlems Virksomhed — maaske Ordfører- eller Formands-Virksomhed — paa Tinge, kan Tinget naturligvis ikke heri være bundet ved et tidligere, i sin Sammensætning maaske helt forskelligt Tings Afgørelse.

Men ganske den samme Regel gælder nu efter Grl. § 56 for Tiltale som for Fængsling, ligesom Udtrykket »tiltales« omfatter saavel allerede rejst, men endnu ikke tilendebragt Tiltale som en, der først skal rejses under den ny Rigsdagssamling. Ogsaa her maa derfor et af en tidligere Rigsdags Ting meddelt Samtykke være uden retlig Betydning. Og selv med Hensyn til Tiltale kan det jo meget vel tænkes, at et senere, maaske helt nyvalgt, Ting kan se anderledes paa det end et tidligere Ting. Naar Spørgsmaalet om Tiltale som i det foreliggende Tilfælde først bliver virkelig aktuelt, efter at mange Efterforskningsforhør et helt Aar igennem har været afholdt, er det saaledes ikke utænkeligt, at det under Forhørene oplyste, selvom det maaske ikke har godtgjort Rigtigheden af de af en Rigsdagsmand fremsatte Beskyldninger, dog kan gøre Tinget noget betænkelig ved selv at tage politisk Stilling til Sagen, saaledes at det foretrækker at overlade det til Anklagemyndigheden under eget og Regeringens Ansvar efter Rigsdagssamlingens Slutning at afgøre, om der skal rejses Tiltale mod Rigsdagsmanden eller ej. Men selvom det maatte anses for nok saa givet, at det ny Ting paany vil give sit Samtykke, gør dette naturligvis ligesaa lidt en ny Begæring om Samtykke upaakrævet, som en Begæring om Samtykke til Tiltale vil kunne undlades, naar en Rigsdagsmand ønskes tiltalt for en almindelig Forbrydelse, blot fordi det her paa Forhaand er givet, at Samtykke til Udleveringen vil blive meddelt.

Og vel kan det synes noget tungvindt, at flere Rigsdage efter hinanden kan blive ulejliget med Begæring om Samtykke til Tiltale eller Fængsling, især da, hvis en Rigsdagsmand idømmes en fleraarig Frihedsstraf. Men dels kan denne Ulejlighed for Rigsdagen ikke være afgørende, naar Grl.s § 56 kræver det til Rigsdagens og dens Medlemmers Beskyttelse. Og dels vil en fleraarig Frihedsstraf sikkert kun yderst sjældent blive idømt en Rigsdagsmand. uden at den paagældende samtidig for mindst ligesaa lang Tid mister sine borgerlige Rettigheder og derunder ogsaa Evnen til at være Rigsdagsmand. Og endnu mere sjældent vil det sikkert forekomme, at der som i dette Tilfælde bliver Tale om i en ny Rigsdagssamling paany at maatte søge Tingets Samtykke til Rejsning af Tiltale. Thi naar dette er forekommet nu for allerførste Gang i dansk parlamentarisk Praksis, saa skyldes dette jo alene, at den foregaaende Justitsminister i sin Iver for at slaa et paa Rigsdagen mod Re- geringen rettet Angreb ned ilede med at begære Folketingets Samtykke til Tiltale længe før han selv eller Tinget endnu med Sikkerhed kunde skønne over, om der virkelig vilde foreligge tilstrækkeligt Grundlag for Tiltale. Og dette vil forhaabentlig næppe blive gentaget.

I Henhold til det udviklede maa jeg derfor i Overensstem- melse med hvad jeg tidligere andetsteds har udviklet[31]) anse det for ikke tvivlsomt, at et nyt Samtykke af vedkommende Ting til Rejsning af Tiltale maa kræves i et Tilfælde som det foreliggende. Og dette er da ogsaa nu blevet fulgt i Praksis[32])

  1. Se om denne Udvikling bl. a. Hatschek, Das Staatsrecht der vereinigten Königsreichs Grossbritannien und Irland, 1914, S. 63 flg.
  2. Se iøvrigt om den nærmere Fortolkning af § 56 min Statsforfatsningsret I, 1930, S. 412-17.
  3. Jfr. Hatschek 1. c.
  4. Forfatningslov 16. Juli 1875, Art. 13.
  5. Belgisk Forf. 1831, Art. 44.
  6. U.S.A.s Forf. 1787 § 1, 6.
  7. Grundlov for Nederlandene af 30. Nov. 1922, Art. 98.
  8. Norges Grundlov 1814 § 66.
  9. Forf. 1920 § 23.Forf. 1920 § 23.
  10. Spansk Forf. 1931, Art. 55.
  11. Svensk Regeringsform § 110.
  12. Finsk Rigsdagsordning af 13. Jan. 1928, § 13.
  13. Islandsk Forfatningslov 1920, § 45, 2. Pkt.
  14. Efter den sidste polske Forfatning af 23. April 1935, Art. 41, er vel en Deputeret i Almindelighed kun ansvarlig overfor Rigsdagen for sine Ytringer og sin Holdning paa Rigsdagen. Men i Tilfælde af Udtalelser eller en Optræden, der er i Strid med hans Troskabspligt overfor den polske Stat, eller som udgør en offentlig Forfølgning undergivet Lovovertrædelse, kan han dog udleveres med Rigsdagens Samtykke eller efter Forlangende fra Rigsdagens Præsident eller fra Justitsministeren til Forfølgning for Statsdomstolen. der kan ikende ham Tabet af hans Mandat.
  15. I England gælder Arrestfriheden i kriminelle Sager saaledes nu kun, hvor der ikke er Tale om en saakaldt indictable offence. d. v. s. en saadan, hvor man kun kan gaa frem med Anvendelse af Anklage-Jury, jfr. Hafschek 1. c. I Sverige gælder Arrestfriheden efter Regeringsformens § 111 ikke i Tilfælde af grov Misgerning ― om dette Begreb se Malmgren, Sveriges Grundlagar, 1926, S. 104 ― naar en Dommer efter anstillet Undersøgelse beslutter Fængsling: lignende Regel gælder i Finland efter Rigsdagsordningen 1928 § 14. I Norge beskytter Grundloven af 1914 § 66 overhovedet ikke mod Tiltale, og det er omtvistet, om og i hvilket Omfang den beskytter mod Fængsling, se Morgenstierne, Statsforfatningsret I, 1926, S. 329, og herimod Castberg, Statsforfatningsret, I, 1926, S. 328. I U.S.A. kan Kongressens Medlemmer uden videre fængsles i Tilfælde af Forræderi, grov Forbrydelse eller Fredskrænkelse, jfr. Forfatn. 1787 § 6, 1. I Hollands Forfatning endelig findes slet ingen særlige Regler til Beskyttelse for Rigsdagsmænd mod Tiltale eller Fængsling for Ytringer eller Handlinger udenfor Rigsdagen.
  16. Se ang. den spanske Forfatning af 1931 Art. 66 Hans Gemelin, »Die Entwickelung des Verfassungsrechts in Spanien von 1913― 1932« i »Jahrbuch des öffentlichen Rechts« 1934, S. 417.
  17. Jfr. f. Eks. Anschütz, Die Verfassung des Deutschen Reiches, 1930, S. 210; Giese, Die Reichsverfassung v. 11. Aug. 1919, 1921, S. 126.
  18. Se Art. 45, Stk. 2: »Aucune contrainte par corps ne peut être exercée contre un membre de l'une ou de l'autre Chambre durant la session qu'avec la même autorisation.«
  19. Matzen, Statsforfatningsret II, S. 35.
  20. U.f. R. 1886, S. 492.
  21. Folketingets Forh. 1913―14, Sp. 5047―48.
  22. I den foran anførte saa vidtgaaende Bestemmelse i den czekoslovakiske Forfatning af 1920 § 24 gøres da ogsaa den Undtagelse. at Privilegiet ikke gælder for de Medlemmer af Parlamentet, der er ansvarlige Redaktører af et periodisk Skrift.
  23. Jfr. for Folketingets Vedkommende Rigsdags-Aarbog 1916―17 S. 398 og 1933―34 S. 595, hvor Samtykke gaves efter § 56, 1. Pkt., 1921―22, S. 697, hvor Samtykke nægtedes efter § 56. 2. Pkt., og 1934―35 S. 463, hvor Samtykke gaves efter Pkt. 1. men nægtedes efter Pkt. 2, samt for Landstingets Vedkommende Rigsdags-Aarbog 1923―24 Sp. 471, 1925―26 S. 463, 1926-27 S. 653 og 1932―33 S. 722, hvor Samtykke i alle Tilfælde gaves efter § 56, 1. Pkt.
  24. Rigsdagstidende 1934-35 Tillæg B. Sp. 27.
  25. Rigsdagstidende 1934-35 Tillæg B. Sp. 27.
  26. En anden Sag er, at i det sidste Tilfælde en ny Rigsdag maaske kan standse Sagen, se min Statsforfatningsret I, 3. Udg. 1930 S. 328 Note 153.
  27. Jfr. Holck, Statsforfatningsret 1869 II S. 185 og Matzen, Statsforfatningsret II 1908 S. 315 flg., der begge hævdede, at en tidligere iværksat Fængsling ikke bortfaldt ved en ny Rigsdags Sammentræden og heller ikke kunde forlanges ophævet af denne.
  28. Saaledes Matzen l. c., der henviser til de da gældende udtrykkelige Bestemmelser i den preussiske Forfatning af 1850 Art. 84 og den tyske Rigsforfatning af 1871 Art. 31. Lignende Regler gælder endnu i flere Lande, se fransk Lov 16. Juli 1875 Art. 14, belgisk Forf. Art. 45 og tidligere tysk Rigsforfatning af 1919 Art. 37.
  29. Ud fra den i flere fremmede Forfatninger givne særlige Regel om Ret for den ny sammentraadte Rigsdag til at fordre en tidligere sket Fængsling ophævet, kunde der nemlig i Virkeligheden ikke drages nogen sikker Modsætningsslutning, da denne særlige Ret til at kræve en tidligere sket Fængsling ophævet gjaldt, selvom den paagældende var grebet paa fersk Gerning. i hvilket Tilfælde normalt ingen Beskyttelse gjaldt, og gjaldt selv i Tilfælde af Straffængsel, i hvilket Tilfælde Forfatningerne som Regel heller ikke normalt hjemlede nogen Beskyttelse. Allerede under vor tidligere Grundlov af 1866 hævdede da ogsaa Poul Johs. Jørgensen i Tidsskrift for Retsvidenskab 1908 S. 105—66, at Retsforfølgningsskridt, der ikke kan iværksættes overfor en Rigsdagsmand, medens Rigsdagen er samlet, heller ikke kunde opretholdes overfor ham, selvom de var iværkssatte forinden, hvilket han ansaa for utvivlsomt hjemlet ved Analogien af Grl. 1866 § 57.
  30. Jfr. saaledes ogsaa G. og N. Cohn: »Rigsdagen efter den nye Grundlov« i »Juridisk Tidsskrift«, 1. Aargang, S. 548, og min Statsforfatningsret I, 1930, S. 417.
  31. Nemlig i min Kronik »Folketinget og Vald. Thomsen« i »Dagens Nyheder« for 18. December 1935.
  32. Se Folketingstidende for 1935—36 Sp. 3204, hvor Rigsadvokaten i en Skrivelse til Folketingets Formand af 22. Febr. 1936 paany anmodede om Folketingets Samtykke til Rejsning af Tiltalen, samt Sp. 4024 fg., hvor Folketinget d. 13. Marts paany meddelte Samtykket.

SemiPD-icon.png Works by this author are in the public domain in countries where the copyright term is the author's life plus 62 years or less. cs | de | en | eo | es | fr | he | pl | ru | zh
  ▲ top